NATUR OG LANDBRUG

Notat vedrørende evaluering af vandmiljøplanerne

                                                                                                                            November 2000
                                                                                                                                                                    Ref. PC/ehp

I forbindelse med midtvejsevalueringen af Vandmiljøplan II er der udarbejdet 2 rapporter, nemlig ’Vandmiljøplan II – midtvejsevaluering’ og ’Totale kvælstofbalancer i landbruget på landsplan opdelt på mark- og staldbalancer’ af Danmarks Jordbrugsforskning og Danmarks Miljøundersøgelser. Dette notat redegør for Naturrådets vurderinger og anbefalinger i den forbindelse.

Konklusioner

• Målsætningerne nås ikke.
  Kun 80% af målet i Vandmiljøplan II vil blive nået i år 2003. Samtidig står det klart, at målet med Vandmiljøplan I langt fra er nået.

Målsætningen i Vandmiljøplan II er, at reducere udvaskningen af nitrat fra markerne med 37.000 tons kvælstof, således at målsætningen fra Vandmiljøplan I om en reduktion i udvaskningen på 100.000 tons kvælstof kan nås.

I midtvejsevalueringsrapporten vurderes det, at nitratudvaskningen vil blive reduceret med 24.400 tons kvælstof i år 2003 ved brug af de virkemidler der i dag er i anvendelse. Samtidig er effekterne af de tidligere tiltag samt af "den generelle udvikling" opjusteret til i alt 68.200 tons kvælstof/år. Samlet bliver resultatet, at der mangler 7.400 tons kvælstof i at nå målsætningen på de 100.000 tons kvælstof.

En manko på 7.400 tons synes ikke af meget men her skal man være klar over, at der i evalueringen ikke er redegjort for hvor meget der mangler før den gamle Vandmiljøplan I er gennemført. Udvaskningen er stadig alt for høj, den vurderes i 1998/99 til at være 196.000 tons om året. Reelt er der således kun sket en reduktion i udvaskningen på 34.000 tons om året, hvor målet var 100.000 tons (nemlig en reduktion fra et udvaskningsniveau på 230.000 tons til 130.000 tons kvælstof per år).

I midtvejsevalueringen anføres det, at det er beregnet, at der i midten af 1980-erne skulle have været en udvaskning på ca. 300.000 tons kvælstof, og at hvis dette reviderede tab lægges til grund for reguleringen af landbrugets tab til vandmiljøet, vil der være behov for en revurdering af målsætningen. Betyder det, at reduktionen i landbrugets udvaskning snarere burde have været fastsat til 150.000 tons end 100.000 tons om året? Betyder det, at vandmiljøplanernes forudsætninger, der jo er NPO-redegørelsens beregninger over udvaskningen i 1981-82, så også er undervurderede? På disse fundamentale spørgsmål er midtvejsevalueringen dunkel.

• Kvælstofoverskuddet er stadig for stort og det er usikkert hvor overskuddet ender

Det samlede kvælstofoverskud i landbruget opgøres til omkring 385.000 tons. Det er et alt for stort overskud, hvis man skal beskytte naturen mod belastning med næringsstoffer.

I kvælstofbalancen fordeles overskuddet på en række poster, bl.a. indgår en ’rest’ på 50.000 tons kvælstof, som der ikke kan gøres rede for. Det er ikke specielt hensigtmæssigt, at man i denne type modeller opererer med en kategori der hedder "rest" som man ikke kan gøre rede for. Principielt bør resten forklares som et tab. Det er en del af disse modellers natur at input-data til hele systemet er mere præcist opgjort end out-put data, qua at såvel udvaskning, som ammoniakfordampning og denitrifikation er svære at bestemme. Derfor bør "resten", der her ikke udgør mindre end 50.000 tons N om året, generelt inkluderes som en usikkerhed på tallene der om ikke andet viser, at tabene formodentlig er større end antaget i modellen.

• Der er ikke styr på udviklingen i den animalske produktion

Udnyttelsen af den totale kvælstof-tilførsel til landbrugsproduktionen er siden vandmiljøplanernes vedtagelse forbedret fra et landsgennemsnit i starten af 1980-erne på under 20% til et landsgennemsnit på omkring 33% i 1998/99. Samtidig er der meget stor forskel på udnyttelsesprocenten mellem de forskellige produktionsgrene i landbruget, idet der er en meget lav udnyttelse af kvælstof i den animalske produktion. Den fortsatte indsats for at forbedre udnyttelsen af kvælstof modvirkes imidlertid af at gyllemængderne fortsat stiger som følge af den øgede produktion af slagtesvin. Man bør derfor overveje dels en bedre regulering af husdyrproduktionen og dets belastningen af naturen og om husdyrproduktionen skulle sættes ned.

Konklusionen er, at hverken målene i Vandmiljøplan I eller Vandmiljøplan II er inden for rækkevidde. Det viser, at der er behov for at igangsætte yderligere initiativer inden for området.

Naturrådet anbefaler, at en række af de eksisterende virkemidler i Vandmiljøplan II strammes. Det drejer sig om følgende:

• Kvælstofnormerne for gødskning bør sættes yderligere ned. Yderligere 10% nedsættelse – svarende til 80% af normerne før vedtagelsen af Vandmiljøplan II - vil være et godt bud.

• Udnyttelsen af kvælstof i husdyrgødning bør forhøjes. Dette kan ske gennem bedre tildækning af gyllebeholdere, nedfældning af gyllen direkte i jorden, mindre gødskning af vinterafgrøder og efterafgrøder med gylle så mere kræves spredt ud om foråret. Kravene til udnyttelsen af kvælstofindholdet i husdyrgødning må som en konsekvens øges med 5 eller 10 procentpoint udover de 15% som indgår i Vandmiljøplan II. Et realistisk mål vil formodentlig være omkring 70-75% udnyttelse mod de nuværende 45-55%.
• Ophør med gødskning af efterafgrøder. Efterafgrøderarealet bør forhøjes og justeres efter udvidelse af arealerne med vårsæd. Fx en opjustering til 10% mod de nuværende 6% af arealet.
• Forøgelse af kvælstofnormen med 30 kg kvælstof/ha, når der dyrkes brødhvede, bør kun ske hos landmænd som kan dokumentere at hveden anvendes til brødformål. 

• Evalueringen af vandmiljøplan II rejser nogle problemer omkring vådområder, SFL-områder og skovrejsning som berettiger en revurdering af den nuværende strategi. Spørgsmålene er jo ikke alene om man får beskyttet vandmiljøet men også hvilken naturkvalitet disse tiltag giver på de pågældende arealer.

• Der bør nu ske en indførelse af afgifter på kvælstof og/eller nettokvælstof-overskuddet. Afgifter på nettokvælstofoverskuddet vil give et særligt incitament til at optimere kvælstof-anvendelsen.

• Fastholdelse af den meget høje husdyrproduktion modvirker målene i vandmiljøplanerne. Når vandmiljøplanerne endnu ikke har indfriet de fastsatte mål skyldes det ikke så meget, at midlerne ikke har været "gode nok", som det skyldes, at udviklingen i bestanden af svin har fået lov at udvikle sig kraftigt og ukoordineret inden for en kortere årrække. Naturrådet anbefaler derfor, at husdyrproduktionen reduceres markant ved, at Fødevareministeren og Miljøministeren fastsætter en kvote for hvor mange svin der årligt må produceres.

• Størrelsen af den animalske produktion skal ikke alene fastsættes nationalt men også ud fra regionale og lokale sårbarhedsbetragtninger. I områder med særlige drikkevandsinteresser og nær følsomme naturområder bør amterne kunne fastsætte skærpede krav til dyretæthed, gødskningsnormer og udbringningstidspunkter. Dette bør ske som led i en modernisering af reglerne under miljøbeskyttelsesloven (miljøgodkendelser) og planloven (VVM-vurderinger).

• Evalueringen af Vandmiljøplan II viser, at der er behov for en samlet vurdering af indsatsen for et forbedret vandmiljø. Vandmiljøplan I er slet ikke indfriet endnu! Dertil kommer, at der er store usikkerheder i beregningerne af landbrugets samlede kvælstofbalance, idet der ikke kan gøres udtømmende rede for tabsposterne. Naturrådet anbefaler, at der udarbejdes en ny, samlet vurdering af indsatsen for nedbringelse af landbrugets kvælstofoverskud. Evalueringen bør vise hvornår resultaterne i vandmiljøet kan forventes at være indfriet. Endvidere bør der i evalueringen indgå helhedsorienterede vurderinger af de enkelte virkemidler og deres samspil.
  
  Nærværende midtvejsevaluering er svært gennemskuelig og upræcis i beskrivelsen af såvel forudsætninger som resultater. Vi har endvidere noteret at flere tal præsenteret i rapportens konklusioner har ændret størrelse siden Naturrådet for to uger siden havde rapporten til gennemsyn første gang. Dette virker ikke særligt tillidsvækkende.

Evalueringsrapporten giver i høj grad det billede, at der med de valgte virkemidler og med den forventede udvikling i landbrugsproduktionen ikke er langt til at målsætningen i vandmiljøplanerne er nået. Rapporten konkluderer, at der mangler 7.400 tons i at nå et reduktionsmål i nitratudvaskningen på 100.000 tons N fra Vandmiljøplan I per år i år 2003. Det mener vi er ganske misvisende, dels fordi usikkerhederne ikke er indarbejdet dels fordi det forudsættes, at Vandmiljøplan I og Handlingsplanen for en bæredygtig udvikling i landbruget er fuldt implementeret.

Fuld implementering af de tidligere vandmiljøplaner mangler

Når det konkluderes i rapporten, at der mangler 7.400 tons kvælstof/år i at nå målet, må man for det første spørge sig selv om den forudsætning der ligger til grund herfor, nemlig at Vandmiljøplan I og Handlingsplanen for en bæredygtig udvikling i landbruget, faktisk er implementeret. Ordvalget i midtvejsevalueringen kunne give dette indtryk. Men dette skulle betyde at de 63.000 tons kvælstof (eller 66.200 som de nu revurderes til) skulle slå igennem i kvælstofbalancerne i dansk landbrug. Det gør de ikke, hvilket tydeligt indikeres i rapporten om kvælstofbalancer. Her regnes med en udvaskning på 196.000 tons N/år (for 1998/99) hvilket indikerer, at landbruget på dette tidspunkt kun har nået 34.000 tons af de 100.000 tons der skulle ske i reduktion fra et niveau på 230.000 til 130.000 tons N/år.

På den baggrund må man spørge sig selv om man skal stille sig tilfreds med en konstatering af, at Vandmiljøplan I med fuld implementering vil give 63.000/66.200 tons N/år, når det her 14 år efter handlingsplanens ikrafttræden endnu ikke er nået. Reelt er der med hensyn til "implementeringen af Vandmiljøplan I" ikke sket forbedringer siden man besluttede at vedtage Vandmiljøplan II – dengang havde man kun reduceret udvaskningen med 35-40.000 tons kvælstof/år ud af de 63.000. De foreliggende tal tyder IKKE på, at der er sket forbedringer i relation hertil i den mellemliggende periode.

Teoretisk udvaskningsniveau

Man regner i evalueringen med, at Vandmiljøplan I og Handlingsplanen for en bæredygtig udvikling i landbruget har nedbragt udvaskningsniveauet til 61 kg/ha, eller 158.600 tons totalt (under forudsætning af et landbrugsareal på 2,6 mill. ha). Samtidig fremgår det imidlertid af massebalancerne, at udvaskningsniveauet (stadig) er på 196.000 tons kvælstof per år eller snarere 76 kg kvælstof/ha. For læserne er det ganske forvirrende, at man på denne måde introducerer et TEORETISK udvaskningstal. Det bør som minimum understreges kraftigt, at det er teoretisk – ellers kunne ubefæstede sjæle få den tanke, at der reelt kun mangler 7.400 tons i at nå vandmiljøplanernes mål – og det er jo ingenlunde tilfældet som massebalancerne jo også klart viser.

Uforklaret ’rest’ på 50.000 tons kvælstof

Massebalancerne for dansk landbrug har i deres nuværende form en række problemer som gør tolkningen af dem problematiske. Det første punkt der er værd at understrege er, at det ikke er specielt hensigtmæssigt at man i denne type modeller opererer med en kategori der hedder "rest" som man ikke kan gøre rede for. Principielt bør resten forklares som et tab. Det er en del af disse modellers natur at input-data til hele systemet er mere præcist opgjort end out-put data, qua at såvel udvaskning, som ammoniakfordampning og denitrifikation er svære at bestemme. Derfor bør "resten", der her ikke udgør mindre end 50.000 tons N om året, generelt inkluderes som en usikkerhed på tallene der om ikke andet viser, at tabene formodentlig er større end antaget i modellen.

Ammoniakbelastning af andre områder end landbrugsområder betyder øget udvaskning

En del usikkerheder knytter sig derudover til ammoniakfordampning og optagelse i jord. Med hensyn til ammoniakfordampningen arbejdes der med mange forskellige tal, og forvirringen bliver ikke mindre af, at der nogle steder arbejdes med "netto-tab". Konklusionen er imidlertid, at der tabes ca. 80.000 tons ammoniak-N om året. Af denne mængde kommer det halve fra "gården" og den anden halvdel i forbindelse med udbringning af husdyrgødningen. I forhold til de 80.000 tons ammoniak-N der spildes om året kan man konstatere, at der afsættes 40.000 tons N om året fra atmosfæren på landmandens marker. Landbruget netto-eksporterer således 40.000 tons N der på forskellig vis ender i den danske natur. Man regner med, at det meste afsættes ret lokalt, det vil sige at man i danske naturområder, vandområder/kystnære havområder samt byer kan regne med at genfinde ca. 40.000 tons N som atmosfære-bidrag. Antages det, at der afsættes 15 kg N om året på de 1.700.000 ha der ikke er landbrugsjord, og at der (i overensstemmelse med den foreliggende rapports metoder) vil ske en udvaskning af 30-35% af denne mængde N (sat til 4.5 kg N/ha), så svarer det til, at landbrugets ammoniaktab afstedkommer en kvælstofudvaskning "uden for landbruget" på i alt 7.650 tons N. Denne merudvaskning er ganske interessant at få overvejet i relation til hvad der egentlig er vandmiljøplanernes målsætning.

Eutrofiering af naturområder vanskeliggør naturgenopretning

I denne sammenhæng er det oplagt at overveje de effekter som ammoniakfordampningen betyder for den del af landskabet, der ikke er landbrug. Det er velkendt, at mange naturtypers tålegrænser er overskredet, og at dette formodentlig afspejler sig i øget merudvaskning. Derudover sker der ændringer i disse biotopers artssammensætning, og det øgede indhold af kvælstof vil ydermere sætte grænser for hvilken natur der vil kunne opstå på disse arealer, hvis der skal laves naturgenopretning, skovrejsning etc. Ammoniakken bidrager altså dramatisk til den "eutrofiering" der sker af hele vores landskab!

Ophobning af kvælstof i dyrkningsjorden – et nyt problem?

Midtvejsevalueringen rejser også det problem at jordens N-indhold er stigende. Tidligere er man gået ud fra, at der hverken er sket ophobning eller nedbrydning af jordens N-pulje, men at denne var konstant. Nye tal tyder imidlertid på, at 58.000 tons N på denne vis ophobes i jorden (sat til 25.000 tons N i massebalancerne, hvor de blandt andet har den effekt at den uforklarlige "rest" så bliver mindre). Om disse tal er korrekte er svært at sige på nuværende tidspunkt. Men står de til troende så skulle det blandt andet betyde, at sandjorde får et voksende N-indhold og lerjorde et faldende indhold af kvælstof. Faktisk finder man, at der i JB-1 jorde (sandjorde), hvor N-indholdet er 6.450 kg N/ha, skulle ske en øgning med 118 kg N/året svarende til at landbrugets nuværende praksis ville medføre en fordobling i løbet af 50 år. Omvendt skulle halvdelen af den store kvælstofpulje, der er i lerjorde (JB 7) forsvinde i løbet af 50 år. Det lyder ikke plausibelt.

Den nuværende intensive landbrugspraksis har eksisteret i mindst 20-25 år. Med de ændringer af N-indholdet, der skulle være for specielt grove sandjorde (JB 1) og sværere lerjorde (JB 7) skulle det nu være konstaterbart ud fra tidligere målinger. Sådanne undersøgelser bør igangsættes umiddelbart, thi hvis det står til troende, at N-indholdet ændrer sig så dramatisk, så betyder det voldsomme effekter på fremtidens miljø. For det første vil der opbygges en pulje af N i jorden som under ændrede landbrugsformer senere vil kunne udvaskes og dermed medføre væsentlige forsinkelseseffekter på forbedringen af vort vandmiljø. Derudover sætter en sådan øget eutrofiering af landbrugsjordene (parallelt med den eutrofiering der sker af andre jorde gennem ammoniakfordampningen) snævre grænser for vores muligheder for i fremtiden at lave en naturgenopretning af specielt mere næringsfattige naturtyper.

Vandmiljøplanerne – hvornår ser vi deres effekter?

Af statusrapporten Vandmiljø-99 fremgår det, at:

• Grundvandsovervågningen viser, at nitrat fortsat udgør en problem – særligt på sandede jorde i Jylland. Der ses ingen klar udvikling gennem overvågningsperioden (1990-1998).
• Overvågningen af vandløb viser, at koncentrationen af kvælstof er faldet ca. 5% siden 1989 i vandløb i dyrkede oplande, når der korrigeres for år-til-år variationer i afstrømningen, - faldet er dog ikke statistisk sikkert.
• Overvågningen af søer viser at der på landsplan kun er 32% af de undersøgte søer, der opfylder deres målsætning og at der ikke er konstateret en gunstig udvikling i målsætningsopfyldelsen over de senere år (1989-1998).
• Overvågningen af havområder viser, at der er en svag tendens til et fald i koncentrationen af kvælstof.

Disse konklusioner er helt i overensstemmelse med at der indtil videre kun er konstateret en nedgang i udvaskningen fra landbrugets marker på fra 230.000 tons N/året til ca. 195.000 tons, eller rundt regnet med ca. 15%. Det er for lidt. Alle kræfter bør derfor sættes ind på at nå målene.

Vådområder

Vandmiljøplan II indeholder målsætninger om etablering af 16.000 ha vådområder. Etablering af vådområder efter reglerne i Vandmiljøplan II, vil efter Naturrådets opfattelse give en meget dårlig natur, bl.a. fordi der er et krav om kvælstoffjernelse på 350 kg kvælstof per ha per år. Det høje næringssstofniveau vil favorisere næringselskende planter, som så udkonkurrerer sjældne og truede arter. Desuden vil områderne blive for små til at skabe større sammenhængende områder.

På grund af implementeringsproblemer er der indtil videre kun oprettet meget få vådområder, p.t. samlet under 100 ha. Kompensationerne er tilsyneladende for lave. Målet nedjusteres da også til at kun 5-7.000 ha etableres inden 2003.

Naturrådet har udarbejdet rapporten ’Vådområdestrategien under Vandmiljøplan II – konsekvenser og muligheder for naturen’ og i den anledning anbefalet, at der udarbejdes en langsigtet national handlingsplan for naturen på vore lavbundsarealer og vådområder.

Da vådområdernes effekt på natur er omdiskuteret vil Naturrådet benytte den nærmest fraværende implementering af dem til at foreslå, at målsætningen om etablering af 16.000 ha våde enge udgår af Vandmiljøplan II, og at der i stedet satses midler på at lave naturgenopretning af hele å-systemer.

Skovrejsning

Målet med skovrejsning i Vandmiljøplan II er etablering af 20.000 ha ny skov indtil år 2003. Midtvejsevalueringen vurderer, at der vil blive rejst ca. 17.000 ha skov. Skovrejsning er en af de væsentligste midler til at stoppe udbringningen af kvælstof, og dermed reducere udvaskningen. Det batter noget når udvaskningen kan sættes ned til kun 5-10 kg N/ha om året mod fx 60-130 kg N/ha, som det kan være på dyrket landbrugsjord. Der bør derfor i højere grad satses på skovrejsning.

Naturrådet har i andre sammenhænge anbefalet, at skovrejsning bl.a. sker ved fri succession. Dermed vil man også kunne undgå den uheldige nitratudvaskning der kommer som følge af mekanisk renholdelse af unge beplantninger, som forsøg ved Forskningscenter for Skov og Landskab (FSL) viser.

Skovrejsning skal imidlertid ikke kun anvendes til at beskytte grundvandet, men også til at øge de rekreative arealer nær byerne og udgøre grundstrukturen i at skabe større sammenhængende naturområder. Naturrådet mener derfor, at det er vigtigt, at der i skovrejsningen søges indhentet noget af det tempotab, der har været i de forgangne 10 års skovrejsning og foreslår på den baggrund, at der fremover afsættes endnu flere midler til skovrejsning.

SFL-områder

Man havde oprindeligt regnet med yderligere 88.000 ha udlagt som SFL-områder inden 2003, men indtil videre er det kun blevet til 5.000 ha, hvorfor forventningerne er nedskrevet til 30.000 ha inden 2003. Der er dog intet der tyder på at selv dette reducerede mål er realistisk. Ydermere er effekterne af MVJ-ordningerne på kvælstofudvaskningen sparsomme. Det bør derfor overvejes at stramme disse støtteordninger op så gødskning ikke, eller kun i ringe omfang, tillades på arealerne.

De miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger skal i øvrigt efter Naturrådets mening primært bidrage til landskabspleje, fx opretholdelse af græsningsarealer, og dermed ikke ensidigt bruges til nedsættelse af kvælstofudvaskningen. I den henseende er skovrejsning meget mere effektiv.

Efterafgrøder

Midtvejsevalueringen viser glædeligt, at der er etableret efterafgrøder på omkring 240.000 ha, mod forventet 120.000 ha. Reglerne har desværre tilladt at disse arealer bliver gødsket. Dette er skuffende, da den ellers opnåede miljøeffekt derved forsvinder.

Derfor kan Naturrådet tilslutte sig evalueringsrapportens anbefalinger om, at det ikke skal være tilladt at gødske efterafgrødearealer. Det fremtidige krav til efterafgrøder bør justeres i forhold til arealfordelingen mellem vår- og vintersæd. Med de fremtidige forventninger til mere vårsæd vil der være basis for etablering af et større areal med efterafgrøder, fx 10% af landbrugsarealet mod de nuværende 6%.

Udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning

I Vandmiljøplan II er der indført krav om 5% øgning af kvælstoffet i husdyrgødning gældende fra 1. august 2000 og igen en øgning på 5% fra 1. august 2002, samt evt. yderligere 5% fra år 2003, i alt en stigning på 15%. De sidste 5% skulle implementeres i 2003 for så vidt det ikke var gjort overflødigt ved positive udviklinger i anvendelsen af halmnedmuldning, permanent brak og mere økologisk jordbrug. Allerede nu viser evalueringen, at disse betingelser IKKE er eller bliver opfyldt så en implementering af kravet om 15% forbedret udnyttelse af husdyrgødningen må iværksættes.

Den positive udvikling der har været i udnyttelsen af husdyrgødning bør fortsætte så langt som det er realistisk muligt – men den grænse er ikke nået endnu. Forbedringer kan ske gennem bedre tildækning af gyllebeholdere, nedfældning af gyllen direkte i jorden, mindre gødskning af vinterafgrøder og efterafgrøder med gylle så mere til gengæld bliver spredt ud om foråret. Eksempelvis er der endnu ikke etableret flydelag i 40% af beholdere med svinegylle og i 20% af beholderne med kvæggylle.

Naturrådet mener, at der er behov for at øge kravene til udnyttelsen af kvælstof i husdyrgødningen. Et realistisk mål vil formodentlig være omkring 70-75% udnyttelse mod de nuværende 45-55%.

Foderudnyttelse og gødningsnormer

Midtvejsevalueringsrapporten viser, at der er positive tegn på at forbedret foderudnyttelse samt at nedsætning af gødningsnormerne følger det i Vandmiljøplan II fastlagte spor selv om det p.t. er for tidligt at vurdere den samlede effekt af disse tiltag.

Naturrådet mener dog at forøget udnyttelse af kvælstofindholdet i foder ikke er entydigt positivt, idet det kan føre til ændret tilgængelighed af kvælstof i husdyrgødning. Ligeledes kan det have negative konsekvenser for husdyrvelfærden. Det videre arbejde bør derfor undersøge og tage hensyn til disse forhold.

Nedsættelse af gødningsnormer er et effektivt virkemiddel til nedsættelse af den generelle belastning med kvælstof. Da den samlede 'landskvote' ikke er udnyttet ville det være hensigtsmæssigt at nedsætte normerne med den u-udnyttede del. Det drejer sig om nedsættelse med ca. 40.000 tons kvælstof. Landskvoten er beregnet på baggrund af afgrødernes kvælstofnormer fastsat som normerne for 1997/98. Naturrådet anbefaler derfor, at der straks sker en nedsættelse af ’landskvoten’ med denne overskydende mængde.

Hvedesorter der kategoriseres som ’brødhvede’ må tildeles en ekstra kvælstofmængde på 30 kg kvælstof per ha. Brødhvedearealet er steget med 100.000 ha over de sidste 3 år (1997/98: 350.000 ha; 1998/99: 390.000 ha; 1999/00: 450.000 ha). Dette svarer til over 70% af det samlede hvedeareal. Naturrådet mener, at landmanden skal bevise, at hveden anvendes til brødformål, før det udløser det 30 kg kvælstoftillæg.

En overvejelse om nye virkemidler

Målene i Vandmiljøplanerne er endnu ikke nået. Der er stadig lang vej at gå. Ikke alle de benyttede virkemidler har den ønskede effekt og ikke alle virkemidler er benyttet. Fra Naturrådets side mener vi endvidere at brugen af såvel vådområder som MVJ-ordninger til reduktion af kvælstofudvaskning ikke er ønskeligt set fra et naturpolitisk perspektiv. På den baggrund er det berettiget allerede nu at diskutere nye virkemidler der kan sikre en snarlig indfrielse af reduktionsmålene. Følgende elementer bør inddrages i de videre diskussioner: 

Afgifter

Som et effektivt styringsredskab er foreslået afgifter på kvælstofgødning, samt afgift på nettooverskuddet af kvælstof. Især afgift på nettooverskuddet vil give et incitament til at fremme en mere effektiv udnyttelse. Naturrådet støtter indførelse af afgifter.

Strammere regulering af husdyrproduktionen

Udnyttelsen af kvælstof er siden vandmiljøplanernes vedtagelse forbedret fra et landsgennemsnit i starten af 1980-erne på under 20% til et landsgennemsnit på omkring 33% i 1998/99. Samtidig er der meget stor forskel på udnyttelsesprocenten mellem de forskellige produktionsgrene i landbruget, idet der en meget lav udnyttelse af kvælstof i den animalske produktion.

Frem til begyndelsen af 1990-erne blev der tilført stadig stigende mængder kvælstof til landbrugsjorden. Tilførslen med kvælstof toppede i begyndelsen af 1990-erne, og er frem til slutningen af 1990-erne faldet, blandt andet på grund af bedre udnyttelse af husdyrgødningen og ændret arealanvendelse, såsom braklægning og omlægning til økologisk jordbrug.

Samlet er overskuddet af DMU beregnet til at være på omkring 385.000 tons kvælstof i 1998/1999. Et samlet overskud på 385.000 tons svarer til et overskud på 148 kg kvælstof/ha landbrugsjord, hvis landbrugsarealet er 2.600.000 ha. Kvælstoftabene fordeler sig på følgende poster (1998/99-tal):

• udvaskning: 195.000 tons kvælstof,
• denitrifikation: 40.000 tons kvælstof,
• tab af ammoniak: 80.000 tons kvælstof,
• ændring i jordens N-pulje: 25.000 tons kvælstof,
• rest: 50.000 tons kvælstof.

Den fortsatte indsats for at forbedre udnyttelsen af kvælstof modvirkes imidlertid af at gyllemængderne fortsat stiger som følge af den øgede produktion af slagtesvin. Man bør derfor overveje om husdyrproduktionen bør begrænses.

Naturrådet foreslår derfor, at der fastsættes en landskvote for den animalske produktion i Danmark. Dette kan ske ved at nedsætte de generelle harmonikrav over en årrække til f.eks i gennemsnit at være 0,8 DE for hele landet. En sådan generel ekstensivering af produktionen er imidlertid problematisk hvis den står alene. Ofte vil der være brug for yderligere tiltag over for kvælstofudvaskning og ammoniakfordampning, f.eks inden for særlige drikkevandsområder eller tæt ved sårbare naturområder som moser, heder, overdrev og næringsfattige søer.

Den generelle regulering skal derfor suppleres med en differentieret regulering. VVM-vurderinger og miljøgodkendelser bør derfor oprustes til at udgøre grundlaget for en egentlig enkeltsagsbehandling hvor mere specifikke krav kan stilles til produktionen oven på sårbare grundvandsområder og tæt ved følsomme naturområder. Der bør her eksempelvis gives amterne mulighed for at fastsætte skærpede krav til dyretæthed, gødskningsnormer og udbringningstidspunkter inden for disse zoner.

Samlet vurdering

Efter Naturrådets opfattelse er eutrofieringen sammen med drivhuseffekten det største problem for naturen. Derfor er det afgørende at arbejdet med at skærpe reglerne fortsættes indtil dets effekt i naturen kan dokumenteres.

****** Læs også pressemeddelelsen "Der er brug for en Vandmiljøhandlingsplan III"