Af Peder Agger
Indlæg bragt i 'Jord og Viden' Tema: Det nye natursyn. 28. september 2000, side 8-9.
Der kan være flere grunde til, at folk nu om dage finder, at meget er ved at være det omvendte af, hvad det engang var, eller hvad det burde være. Også meget vedrørende naturen, landskabet og jordbrugsproduktionen er vendt på hovedet. Lad mig give et par eksempler:
Jordens funktion som kilde til jordbrugets produktion, er på mange danske landbrugsejendomme trådt i baggrunden til fordel for funktionen som recipient. Begrebet 'gyllejord' er i dag alment accepteret. I mange egne er behovet for gyllejord medvirkende årsag til jordprisernes himmelflugt.
Gødningen fra husdyrene var i årtusinder et kosteligt hjælpemiddel i produktionen. Når 'engen var agerens moder', var det, fordi enghø gav foder, der igen gav gødning til den udpinte ager. I dag er husdyrgødning som sagt i vidt omfang blevet til affald, som man skiller sig af med.
Produkterne, hvad enten det er kød, korn eller mælk produceres i dag for det meste med så mange kemiske og biotekniske fixfaxerier, at det i en årrække har været svært at forestille sig andet. Det konventionelle jordbrug har helt overtaget sproget. Så hvis forbrugeren vil undgå pesticidmælken og alt det andet, må man særskilt gå efter f.eks. 'økologisk mælk', 'frilandsgris' og 'skrabeæg'.
Landskabet: Hvem bor på landet? Det gør som hidtil landmændene og deres familier. Men de er ikke alene. Faktisk er det hovedsageligt andre. Dvs. folk der har deres hovedindtægt ved anden beskæftigelse, men som af lyst, nød eller vane bor på landet. Selv landmandens indtægt stammer for en stor del fra direkte eller indirekte subsidier, egne bi-indtægter eller konens udearbejde, og altså fra meget andet, end det salget af landbrugets produkter indbringer.
Naturen, ja selv ikke det, som ingen for få generationer siden ville sætte spørgsmålstegn ved: Danmarks natur, er, hvad den har været. I jordbrugslandskabet er den hverken så dansk eller så naturlig, som den engang var. To tredjedele af vores skove består af indførte arter eller provinienser. Næsten halvdelen af arterne af vilde karplanter i landet er ligeledes indførte eller indslæbte. Og på agerjorden er artsrigdommen i frøbanken stærkt reduceret og alene indenfor de sidste 25 år mere end halveret.
Når tingene
i den grad (om ikke andet, så i hvert fald for debattens skyld) kan vendes på hovedet,
er det klart, at der også må ske noget med vores natursyn. Dvs. måden hvorpå vi
forstår og ser på naturen, herunder hvad begrebet natur overhovedet dækker. Da andre
forfattere kommer ind på dele af dette komplekse emne, vil jeg i det følgende begrænse
mig til at se på netop kompleksiteten som sådan, og på nogle af de følger, den må
have, for den måde hvorpå vi administrerer naturen og adgangen til den.
Naturen, her forstået som de vilde dyr og planter og deres levesteder, er ikke længere
nogen selvfølgelighed. Vores måde at påvirke vores omgivelser på ændrer sig både
kvantitativt og kvalitativt. Og fokuserer vi på det danske land, har de sidste halvtreds
år i ekstrem grad indebåret en monotonisering, der er gået hårdt ud over naturen
såvel som den tidligere eksisterende landbokultur.
De bagvedliggende årsager kan henføres til den tiltagende specialisering, herunder
videnskabeliggørelse, og koncentrering af produktionen både indenfor landbrugssektoren
selv, og i samfundet i øvrigt samt mellem klodens forskellige dele. Denne proces
medfører en stigende komplicering og globalisering af samfundet, der indebærer en øget
afhængighed mellem samfundets såvel som klodens forskellige dele.
Specialiseringen af den enkelte bedrift er dels medvirkende til, at nye og ofte mere
intensive teknikker og kemikalier (og i fremtiden sandsv. også GMO'er) tages i brug. Dels
fører den til, at produktionen udvides, marker og ejendomme slås sammen, markveje
nedlægges og udyrkede arealer enten tages under plov eller sættes under hegn. Denne
tendens er på kollisionskurs med en anden trend, nemlig den stigende levestandard i
befolkningen og den dermed forbundne forøgede mobilitet og interesse for friluftsliv.
Efterhånden
som denne udvikling skrider frem, bliver det for stadigt flere mennesker vanskeligere at
komme tæt på naturen og opsamle egne førstehåndsoplevelser af floraen, faunaen og dens
eksistensbetingelser. Når folk bliver fattige på naturoplevelser, får
naturforvaltningen, og dermed i sidste ende os alle, et problem med den demokratiske
opbakning. Det er nemlig svært at overbevise folk om det vigtige i, at beskytte noget de
ikke har mødt, og derfor hverken kender eller har et følelsesmæssigt forhold til.
Derfor er det vigtigt, at tingene nu er ved at vende. Monopolet er under nedbrydning af
flere grunde. Subsidieringen af produktionen og koncentration af jorderne indebærer
nemlig et stigende pres fra det øvrige samfund for at få indflydelse på, hvordan
landskabet og dets naturindhold behandles. Den internationale konkurrence er stigende,
produktionsstøtten er under nedtrapning, og nationalt gør skovrejsning, miljøhensyn,
drikkevandsbeskyttelse og urbanisering krav på stadigt større arealer.
Derved har den gamle landbrugslobby fået konkurrence fra andre dele af samfundet, der har
en interesse i og føler et ansvar for, hvad der foregår i det landskab, hvor landbruget
tidligere var enerådende.
Samlet oplever vi det som et opbrud, hvor meninger brydes. For hvis ikke det intensive
landbrug egenhændigt skal fortsætte sin skæve kurs, må der gribes ind. Her er der
behov for en natursynsdiskussion, der kan føre frem til at definere, hvad det er vi vil
have skal være anderledes: Hvad er det for en natur vi vil have?
Den natur landbruget har kunnet levere er en 'rest-natur', i den forstand at det kun var
de jorder, der enten var for stejle, våde eller magre til at kunne dyrkes, der fik lov at
ligge. Men da landet efterhånden er beboet af 'bymennesker', og da de mennesker, der bor
i byen stadigt lettere i deres biler kan komme på landet, vil der i længden være en
svindende opbakning til at tage til takke med det landbruget af sig selv vil levne.
Hvad det så er for en anden natur vi vil have, må jeg af pladsmæssige grunde afstå fra
at beskrive fyldestgørende her, men blot give et par stikord med på vejen: Floraen og
faunaens levesteder kræver plads, sammenhæng, stabilitet og beskyttelse mod forurening.
Derfor må det være slut med den videre forringelse, af det der er levnet. Trykket mod
naturen må lettes flere steder gennem ekstensivering af jordbruget, der må gives mere
plads til naturens egne spontane processer, og variationen i landskabet bør øges.
Endelig bør der satses på at forbedre adgangsforholdene, afbalanceret på måder så de
er til mindst mulig gene for naturen og jordbrugsproduktionen, til glæde for os andre
samt til størst mulig samlet værdi for nuværende og kommende generationer.
Peder Agger, biolog, professor i miljøplanlægning
Institut for Miljø, Teknologi og Samfund
RUC
