Af John Holten Andersen
Teknologirådet besluttede i foråret 1998 at der var behov for at rejse en fornyet debat om risiko-kommunikation, og indbød en mindre gruppe til at tænke tanker herom. Vi holdt vort første møde i september og har i alt afholdt 6-7 møder i gruppen. Vi har udarbejdet et fælles debatoplæg – "Viden og Værdier i Risikokommunikationen"; vi har afholdt en Workshop og fået kritiske kommentarer – og nu har vi følt at tiden var inde til at stikke en finger i jorden – eller luften – og vejrer hvordan de politiske beslutningstagere ser på denne problemstilling. Derfor har vi fået udarbejdet en kortfattet præsentation af vore tanker i det udsendte "fra rådet til tinget" – og derfor afholder vi i dag dette debatarrangement med deltagelse af 3 tænksomme politikere.
Vore første møder i arbejdsgruppen startede naturligt nok meget famlende. Og der blev stillet spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet kunne sige noget nyt og relevant om et emne, som jo blev endevendt – ogsa af Teknologirådet – i slutningen af 80’erne.
Et flertal i gruppen mente at vi skulle forsøge. Af flere grunde:
For det første er risiko-diskussionen gået fra at fokusere på nogle meget kontante og
spektakulære enkelt-sager – som atomkraft og Kemisk Værk Køge – til at handle
om en bred vifte af teknologier, der er intimt og på en kompliceret måde forbundet med
det moderne samfund. Pesticider, en lang række af kemikalier vi bruger i vor dagligdag,
genteknologi i en meget bred forstand – er aktuelle eksempler på risiko-temaer.
Hertil kommer at den tidligere sundheds-fokuserede diskussion er suppleret med en bredere
økologisk dimension i form af drivhuseffekt, ozonlag, biodiversitet osv. – og dermed
er risiko-diskussionen også bredt ud til at omfatte et bredere spektrum af
samfundsmæssige aktiviteter.
For det andet, og i forlængelse af det første, er videnskabens rolle blevet sat til debat. Det er blevet langt sværere at påvise en eentydig sammenhæng mellem årsag og virkning – risikoanalysen er blevet langt mere kompleks og grundlæggende præget af usikkerhed og mangel på viden. Dette har ført til introduktionen af et "forsigtigheds princip" – men samtidig rejst spørgsmålet om, hvordan dette kan håndteres.
For det tredje er det i stigende grad blevet klart, at risiko-diskussionen ikke kan reduceres til en teknisk eller naturvidenskabelig diskussion. Diskussionen indeholder foruden et videns-aspekt nok så meget værdimæssige aspekter.
Disse tre nye momenter i risikoproblemstillingen har samlet betydet at debatten om risiko
er blevet langt mere kompleks end tidligere:
Vores tese er således at mens risikohåndteringen tidligere handlede om "hårde facts og bløde værdier" så er situationen i dag ofte omvendt. Vi ser flere og flere eksempler på at det i dag snarere handler om "bløde facts og hårde værdier".
Sagt på en anden måde: Vores viden om risici er præget af usikkerhed og tvetydighed – den er blød. Til gengæld har folk ofte meget bastante og klare holdninger til et risikoproblem. Værdierne er hårde.
Dette udgør efter vores opfattelse et problem for de eksisterende procedurer for og de eksisterende institutioner til håndtering af risikovurdering og risikokommunikation. For disse er i høj grad baseret på et paradigme om, at risikoforvaltning og kommunikation først og fremmest handler om de hårde facts.
Dette er baggrunden for at vi foreslår en ny strategi for risikovurdering og risikokommunikation.
Essensen af vore tanker er at vi forestiller os en tredelt risikokommunikationsproces :
Første fase handler om problemformuleringen. I denne fase deltager lægfolk på lige fod med eksperter og værdier har samme vægt som facts. I denne fase udpeges de områder som trænger til en nærmere og mere ekspertbaseret analyse. Og her kan der godt være tale om andre aspekter end de rent tekniske som udpeges til videre analyse.
Anden fase består i den mere klassiske ekspertudredning på de udvalgte problemstillinger.
Tredje fase indeholder den sammenfattende opsummering af ekspertudredningerne, som så kan bruges som beslutningsgrundlag af politikerne.
Hvordan man konkret skal gennemføre en sådan proces er vi ikke helt afklarede på. Men
vi har nogle stikord hertil:
For det første forestiller vi os ikke at man skal sætte et sådant apparat i sving i tide og utide. Vi taler om at det kan være relevant i forbindelse med større teknologiske spring i udviklingen.
For det andet tror vi nok ikke på at man skal etablere en ny institution. Det bliver for stift – hver ny sag kræver nok sin egen særlige behandling. Men vi forestiller os at man kunne have et beredskab – et forum for risikokommunikation som kunne tilknyttes en eksisterende institution – og som kunne aktiveres når der var behov for det.
For det tredje mener vi at hele tankegangen om den mere åbne, dialogorienterede risikokommunikation der både indeholder vidensmæssige og værdimæssige aspekter med fordel kan bruges af de etablerede institutioner.
Men – inden vi eller nogle andre bruger tid på at konkretisere disse overordnede overvejelser – synes vi altså at vi burde høre om det har nogen som helst politisk klangbund. Og dette er baggrunden for dagens debatmøde.
Jeg vil derfor slutte her og sige at det for mig har været interessant at være med i denne proces. Jeg er blevet positivt overrasket over at vi i en så bred og sammensat gruppe som vi har været, konfronteret med et så komplekst men også hot emne, har kunne fremlægge et enigt oplæg, som jeg personligt finder er ganske visionært.
